Anmeldelser af cykelsadler

Vi stiller spørgsmålet: ER ALLE CYKELSADLER DÅRLIGE?

Lad os vende vor fokus imod noget håndgribeligt. Privatforbrug og objekt-fetisch. Forbrug er spændende. Det er det mest spændende overhovedet. Jeg interesserer mig for det simpelthen fordi jeg har fundet ud af, at det er spændende for mig.

Spørgsmålet om cykelsadler har optaget mig en del. Hvorfor er det så svært at udforme og producere en cykelsaddel der løser den veldefinerede og velkendte opgave som en cykelsaddel skal løse?

Lad os tage et kig på nogle forskellige cykelsadler og runde af med noget der minder om en tilfredsstillende løsning. Først et kig på …

… den almindelige cykelsaddel

  • Pris: 150 kr. – 500 kr.
  • Reel værdi: -85 kr. (Pris for køb af second hand-bukser el. rens af bukser)

Den kender vi alle. Er standard på alle nye cykler i lav- og mellemklassen. Består af en stor svamp med en tynd hinde af gummieret stof udenpå. Sol og mekanisk slid (eks. fra buksenitter på denimbukser) får hinden til at sprække hvorefter sadlen omdannes til et reservoir af stillestående vand der suger ud i ens bukser. Dette indre reservoir forbliver vådt for evigt. Det er som om cyklen har fået sit eget væskende organ. Selv efter 3-4 ugers konstant solskin forbliver sadlen fugtig og svampet. Vandets lugt tiltager i styrke. Din egen private mose.

Bedømmelse: 0/5 stjerner.

Lædersaddel, eks. fra Brooks

  • Pris 700 kr. – 1.400 kr.

Så du har flottet dig og købt en dyr lædersaddel? Du har dog ikke gjort dig klart at lædersadlen er plejekrævende som et spædbarn. Den skal jævnligt gnubbes ind på begge sider med kostbare produkter (i små cirkulære bevægelser). Herefter giver læderet sig og skal langsomt og ganske gradvist spændes op med en særlig nøgle du sikkert (ikke) fik med da du købte sadlen. Ellers kommer læderet til at hænge ned over metal-rammen og så går den i stykker.

Hvis det regner skal du sætte en pose over lædersadlen, men du kan ikke lade posen sidde på i længere tid for så bliver lædersadlen svampet og levende. Selv i perfekt passet stand afgiver lædersadlen farvestof til de lyse hørbenklæder du ynder at gå i. Dyr er blevet slået ihjel, sadlen er ikke billig og dine bukser bliver stadig beskidte.

Heldigste udfald for ejere af lædersadler er at få deres sadler stjålet. Dette sker heldigvis tit: kvarterets unge entreprenører sælger dem til de lokale cykelhandlere. At få sin lædersaddel stjålet er det heldigste udfald, fordi du slipper for at reflektere over dit fejlkøb og istedet kan indtage den langt mindre ambivalente og ubehagelige rolle, det er at være offer for et tyveri.

Bedømmelse: 0/5 stjerner.

Brooks Cambium vulkaniseret-gummi-saddel

  • Brooks Cambium: pris 800-1.300 kr.

De har lugtet lugten ovre i England hos cykelsaddel-producenten Brooks. Deres lædersadler er uegnede for alle hverdagscyklister der ikke evner at babysitte en lædersaddel. Så nu har de fundet på noget nyt der ihvertfald på papiret ser ud til at løse problemerne. En tyk gummimembran spændt ud som en hængekøje på en metalramme. Og så noget lærreds-tekstil ovenpå. Så er vi ihvertfald ude over det her problem med en svamp der holder på vandet. Men holder det så i længden når jeg bruger omkring tusind kroner på en Brooks C17 Cambium saddel?

Tjaeh, kig på fotografiet. Jeg har set mange af disse sadler på gaden og de udviser det samme slidmønster. Flere af dem er også flossede omkring nitterne.

Rart med noget produkt-udvikling der forsøger at tager højde for de forskellige saddeltypers problemer. Men løsningen er en fuser. Uheldige forbrugere fik lov at betale ~1.000 kroner for at være beta-testere.

Bedømmelse: 1/5

Selle Italia NET-saddel

  • Pris: ca. 200 kr.

Den hæslige underdog med den geniale idé. Produktet ingen afprøver fordi sadlen er både grim og vanskelig at få fat på. Ingen af samfundets bærme får den idé at stjæle sadlen. Men af størst betydning er dog at Selle Italia NET-sadlen løser alle kendte problemer med cykelsadler ved sit you-nique design!

Sadlen er opbygget ved at flere lag af stormasket syntetisk net er limet ovenpå hinanden. Derfor ryger regnvand direkte igennem sadlen. Den er hul. Her møder vi en gammel sandhed om produktdesign: det eneste der IKKE går i stykker på et produkt, er det der ikke er der. Jeg håber at flere produkter i fremtiden vil være fremstillet af 100% luft.

Hvis du vil bestille en Selle Italia NET-saddel kan den købes her. En fremragende gave-idé.

Bedømmelse: 5/5 stjerner.

Hvis du har fundet en cykelsaddel der holder i længden uden uforbeholden mængde vedligehold eller plejer, så send gerne en beskrivelse og foto til mig pr. email: djbrevet@djbrevet.dk

Kh. DJ Brevet


Spændende ny udvikling!

Hvis du nu tænkte at jeg er sådan en deprimerende gammelfar der tror han har forstand på alting og i øvrigt ikke har andet at ligge søvnløs over end nogle mindre designvanskeligheder omkring cykelsadler, så vil jeg bare sige til dig, prøv at se hvor detaljeret og langtrukken denne hjemmeside med saddelanmeldelser er: https://swhs.home.xs4all.nl/fiets/tests/zadels/index_en.html

Jøsses køb dog en Selle Italia NET hvis du er i tvivl. Intet vedligehold, ingen tyveririsiko, ingen vand-skeligheder.

Sorry jeg må løbe, skal tilbage til arbejdet, som du kan se på fotografiet herunder er jeg igang med at fixe et afløb der drypper.

Det kan blive meget slemt hvis ikke man tager den slags i opløbet. Vand skal man ha respekt for. Man skal ikke være bange for det, men man skal ha respekt for det vil jeg sige. Jeg hygger mig med det. I det store hele vil jeg sige at jeg hygger mig med det. Med vandet. Menneskekroppen består af 130 % vand så der er ikke noget at være bange for som sådan. Ikke rigtig. Med mindre det er plummervand.

En dag hvor vi har god tid skal jeg fortælle dig om plummervand. Det er en hel kategori af vandtyper som jeg har opbygget en vis erfaring med. Måske skriver jeg nogle anmeldelser af forskellige slags plummervand. Jeg kan ikke love det.

Hvis du ser noget vand hvor du er lidt i tvivl … “er dette plummervand? og hvis ja, hvilken slags?” så skal jeg gerne stille min ekspertise til rådighed. Send mig et fotografi af det (du tror er) plummervand og så tager jeg det med i min encyklopædiske behandling af de mere gængse plummervandstyper. Som jeg har forstand på. Jeg ville jo ikke kunne skrive om det hvis ikke jeg havde forstand på det.

Min email-adr. er djbrevet@djbrevet.dk mærk kuverten “plummervand”